Jættestuen Lundehøj, som er Thys eneste bevarede jættestue, ligger lidt nord for Heltborg mellem hovedvejen og fjorden.
Jættestuerne er bygget i bondestenalderen omkring 3.200 år før Kristi fødsel. Navnet fik de langt senere, da man sagde, at de kæmpestore jætter havde bygget de store stenkamre.
Modsat hovedparten af gravhøjene er er jættestuerne bygget med en indgang, så gravkammeret kunne bruges som begravelsesplads i mange år. De døde blev ofte ledsaget af personligt udstyr i form af våben og smykker. Uden for indgangen blev der ofret mad og drikke.
Udover det godt syv meter lange hovedkammer har jættestuen i Lundehøj et lille bikammer, der er ca. to meter på hvert led. Jættestuer med bikammer er en type, som især er udbredt i området omkring Limfjorden.
Lundehøj adskiller sig fra andre jættestuer ved at have en sten med helleristninger, som endnu kan skimtes ved gunstig belysning til venstre for indgangen til bikammeret.
Helleristningerne stammer fra bronzealderen og er altså et par tusind år yngre end jættestuen. Helleristningerne viser bl.a. en menneskefigur, et firbenet dyr og et solhjul.
Jættestuen Lundehøj blev fundet af to nysgerrige knægte på vej til konfirmationsforberedelse
2 drenge, som var på vej til konfirmationsforberedelse i Visby Præstegård engang i februar eller marts 1837, og måske var i tidsnød, skød genvej over markerne og opdagede, at der var gravet ind i Lundehøj. Det måtte undersøges, og snart var de i færd med at uddybe hullet, og til deres store forundring indeholdt højen et meget stort rum.
Drengene kom for sent til præst og måtte stå skoleret for pastor Blichfeldt. De måtte fortælle, hvorfor de ikke kunne passe tiden, men efter timen fulgte pastoren med drengene tilbage til Lundehøj og kunne således ved selvsyn konstatere, at de havde talt sandt:
Gravhøjen rummede et stort stenbygget gravkammer, og hullet skyldtes, at ejeren var i færd med at opføre en teglovn. Han syntes, det var praktisk at bygge den ind i siden af gravhøjen.
Pastor Blichfeldt var senere stærkt medvirkende til, at højen blev fredet.
Men først skulle gravhøjen og det omkringliggende areal købes af ejeren, og han var ikke nem at forhandle med. Han hævdede med rette, at kampestenene var mange penge værd, og det hele endte med, at han fik en erstatning på 200 rigsdaler – udbetalt fra selveste Hans Majestæt Kongens egen kasse.
.