Cykelture i Thy
Thy byder på spændende cykelruter, hvor man kan opleve stille skove, åbne heder og hyggelige landsbyer, samt fantastiske, kringlede mountainbike spor.
Her er der et udbredt netværk af cykelstier og småveje, som fører gennem Thys varierede landskab , som indbyder til cykelture. Fra cyklen kan du både opleve stille skove, åbne heder og hyggelige landsbyer.
Thy og Nationalpark Thys enorme, uspolerede areal inviterer lige frem til cykelture.
Og uanset om der er tale om en cykelferie eller en kortere tur på en halv eller hel dag, så er cykelsadlen et fremragende sted at opleve landskabet og komme tæt på naturen fra.
Klitplantagernes små grusveje er ideelle til en romantisk tur rundt om en af søerne, hvor man både kan cykle ude i det åbne landskab eller mere køligt i nåletræernes fugtige skygge. Og ude på de asfalterede veje kan hele familien holde både balancen og få samling på tropperne.
På vejen kan man gøre holdt i klithederne, hvor der i lyngen fra juli til september vokser masser af bær – lige til at plukke og spise.
Der er mange gode skovveje i klitplantager ved søerne, hvor man er velkommen til at cykle. Tag en madpakke med – og en kikkert. Så er dagens energi og underholdning sikret.
Der er anlagt fem mountainbikeruter i Thy.
Ruterne er markeret med røde pæle og piktogrammer og pile og følger små snørklede skovveje, små stier og anlagte spor.
Ruterne stiller forskellige krav til rutine og udstyr. Det findes både nemme spor til begynderne og ikke særlig øvede, mens andre er mere krævende og byder på barske udfordringer rundt i terrænet.