Vegebjergruten (ny) 5,4 km

Vegebjergruten (ny) er en alsidig vandrerute i Nystrup Plantage, der giver mulighed for at opleve både skov, klithede og spor af områdets kulturhistorie.

I foråret 2025 har ruten fået et nyt forløb, som nu fører forbi Sagnstenen på Vegebjerg og hovedsageligt følger smalle skovstier – mange af dem nyetablerede for at skabe en mere naturnær oplevelse.

Det opdaterede ruteforløb er udviklet i tæt samarbejde med Nationalpark Thy’s Venner, borgerforeningen i Vang og lokale borgere fra Klitmøller. Samarbejdet har sikret, at ruten er tilpasset både områdets natur og besøgendes ønsker.

Først på ruten går man langs den åbne kalkskrænt ved Vegebjerg, som er blevet ryddet for tæt bevoksning af Sitkagran. Det har genskabt udsigten mod Hanstholm og forbedret forholdene for sjældne planter som Spæd Mælkeurt og Ægbladet Fliglæbe, der trives i den lysåbne, kalkrige jord.

Sagnstenen på Vegebjerg

På den nye Vegebjergrute støder man på en ca. 200x160cm stor sten. Det er sagnstenen på Vegebjerg.

Sagnstenen på Vegebjerg

Sagnet fortæller: Da herremanden til Nystrup skulle rejse til Norge for at gøre handel, gemte han sine guldbeslåede støvler under den store sten.

Herremandens søn, Kjeld, var den eneste der fik at vide hvor støvlerne var gemt. Herremanden vendte aldrig tilbage, og da Kjeld blev ældre, forsøgte han at finde stenen og støvlerne. Men mange år var gået, og erindringen om faderens beskrivelse var så upræcis, at han aldrig fandt støvlerne.

Sagnstenen på Vegebjerg
Sagnstenen på Vegebjerg

Støvlerne ligger derfor under stenen den dag i dag, og sagnet siger: -Kjeld skal knøsen hedde, som støvlen skal finde.-
Mange har forsøgt at grave ned for at finde støvlerne, men sagnet har talt sandt, for navnet har ikke passet.

En stor flok af unge karle fra Nystrupgård på vej hjem fra kroen i Klitmøller, var dog efter sigende meget tæt på at få fat i støvlerne. Ved hjælp af store granrafter fik de løsnet stenen. De så det blinkede af guld, men stenen lukkede sig om støvlerne, før de kunne få fat på dem.

En del af den nye ruteføring går på nye stier. De er anlagt med fokus på tilgængelighed og variation og fører gennem skiftende landskaber som klithede, skov og kulturhistoriske områder.

Vegebjergruten (ny)
Vegebjergruten (ny)

Midt på ruten er der mulighed for at tage en afstikker til et udsigtspunkt. Herfra har man et bredt kig ud over Vangså Hede, trækronerne i plantagen og – på klare dage – helt ud til Vesterhavet og båken i Bøgsted Rende.

Vegebjergruten (ny)
Vegebjergruten - Vandreture i Thy

Ved overgangen til Vangså Klithede er der opstillet en bænk med god udsigt, hvor man kan tage en pause og nyde landskabet. Her opleves tydeligt overgangen fra den mere lukkede skov til den åbne, vindblæste klithede.

Herfra går turen videre gennem plantagen ad primært nyanlagte stier, som leder tilbage til rutens udgangspunkt.

Vegebjergruten (ny)
Vegebjergruten (ny)

Vegebjergruten er en skøn og eventyrlig helhedsoplevelse, hvor både natur og historie formidles på en skånsom og veltilrettelagt måde.

Vandreture i Thy

Vegebjergruten (ny) startes fra Naturstyrelsens træflis-plads ved Kystvejen.

Den er afmærket med røde pile og er på 5,4 km.

Ruten er ikke egnet for gangbesværede.

Opdag medium vandreture

Scroll to Top