Lyngby Redningshus blev etableret i 1882. Til at begynde med rådede stationen kun over et raketapparat, som kunne bruges ved redningsaktioner fra stranden, men i perioden 1920-1946 havde fiskerlejet en redningsbåd. Stationen blev nedlagt i 1975.
Både nord og syd for Lyngby kan man gå ad den gamle redningsvej, som blev anlagt til brug for redningsmandskabet, når de skulle ud til en stranding. Vejen er i dag en del af vandreruten Vestkyststien.
Stedet er indrettet som et primitivt overnatningssted for vandrere med 8 køjesenge, borde, stole og bord/bænkesæt. Der er adgang til vand, toilet og mulighed for bad.