Holden Sø-ruten veksler mellem plantage og store åbne vidder med eng, hede- og klitlandskaber, sø, samt betagende udsigter.
På turen kan man stoppe ved Holden Sø og nyde udsigten af vandspejlet som reflekterer skovens fremtoning med træarter som skovfyr med dens næsten ildorange bark.
På ruten ledes man ind i Københavnerskoven, som er en del af den første forsøg på træplantning i området.
Længere vest på ruten kan man tage afstikkeren op til udsigtspunktet på Store Tyvbakke og nyde udsigten udover hede- og klitlandskabet. Retter man herfra blikket længere vest kan man se vesterhavet og skimte Lodbjerg Fyr i det fjerne.
Turen veksler således mellem plantage og store åbne vidder. Den kan klares af de fleste, da det overvejende er fin grusvej.
Københavnerskoven ved Holden Sø-ruten
Forstmanden Carl Christian Andresen, der var født på Lolland, studerede i København og undervejs i sin karriere tog ophold i Agger, var fortvivlet over de problemer som det fygende sand skabte for folk i Thy.
Derfor besluttede han på eget initiativ og for egen regning at forsøge sig med at plante træer i sandet i midten af 1800-tallet. Det skete i den sydvestlige del af Hvidbjerg Plantage. Siden fik området navnet ’Københavnerskoven’.
Senere blev C.C. Andresen kammerråd og sandflugtskommissær. Der er rejst en mindesten til hans ære i Københavnerskoven.
Ruten er 4,8 km lang og afmærkningen er rød. Den udgår fra parkeringspladsen på nordsiden af Lyngbyvej på starten af Store brandlinievej.
Folder/info:
Nr. 42 – Klitplantagerne i Sydthy (kort)