Dover Skov ruten starter langs Oddesundvej og Kløvenhøjvej, hvor der kan være en del trafik. Det anbefales derfor at gå et godt stykke inde på den brede rabat, indtil man når frem til Cirkusgården.

Her kan man besøge Cirkus Miehes Mausoleum, som ligger i en gammel gravhøj.


Fra Cirkusgården fortsætter ruten ad en markvej op til statuen af skytten og ræven. Turen fortsætter derefter til Dover Plantage, hvor Hjertestien følges i modsat retning gennem skoven og ned mod Kammergårdsvej.

Herfra bevæger ruten sig ind i området med oldtidshøjene, hvor terrænet skråner ned mod Skibsted Fjord og hvor udsigten er imponerende.


Ved p-pladsen i det sydvestlige hjørne af området kan man læse om oldtidshøjene. Stien fortsætter mod øst ned til Skibsted Fjord, hvor man kan læse mere om fjorden, vikingetidens afslutning, Bodum Bæk og Bodum hule.

Fra fjorden går ruten nordpå gennem det smukke hedelandskab tilbage til plantagen og videre tilbage til udgangspunktet i Ydby.

Opdag lange vandreture eller Fjordbystierne