Vandreophold i Nationalpark Thy og omegn – kommer til foråret 2023
Sammensæt din helt eget vandreophold med vandreture og oplevelser i vandreområder i og omkring Nationalpark Thy.

Oplev vestkyst, vindblæst hår, høje bølger og naturoplevelser i verdensklasse på nogle af de skønneste og meget unikke vandreruter i Nationalpark Thy og omegn på dit helt eget skønne vandreophold.
Du kan:
lytte til fuglene og mærke vingerne suse ved Bulbjerg, Østerild og Vejlerne
prøve kræfter med vestkystens klitlandskab ved Lodbjerg Fyr
opleve den vilde kystnære natur ved Bøgsted Rende
høre krondyrenes brøl i Vildtreservatet ved Hanstholm
fornemme historiens gang på en oldgammel hulvej blandt oldtidshøjene på Ydby Hede
bestige stejle klitter og udforske mørke klitplantager ved Stenbjerg

Du sammensætter selv:
hvor du vil vandre og hvad du vil besøge
Du går:
selv i dit eget tempo og den distance, som passer dig
Du transporter:
dig selv i din egen bil
Du bor:
lige det fantastiske sted i Thy, du har lyst til, helt efter eget valg
Du kan forvente:
nogle af Danmarks smukkeste landskaber, mest varierede vandreruter og spændende seværdigheder med gode fortællinge
Områderne
Der er for hvert af områderne nøje udvalgt de smukkeste, mest unikke vandrestier.

Bulbjerg, Østerild og Vejlerne
Ruten byder på Bulbjerg, Danmarks eneste fuglefjeld uden for Bornholm, hvorfra turen bugter sig derfra hen langs toppen af kystskrænten.
Turen går forbi Vejlerne, Nordeuropas største fuglereservat, helt ude i rørskoven på plankestierne, hvor man kan opleve alverdens fugleliv fra fugletårnene.
Ved Det Nationale Testcenter for Store Vindmøller i Østerild løber ruten igennem egeskov og skovfyr op til udsigtstårnet, som giver flot udsigt over de store enge, heder og kær, der er skabt i forbindelse med anlæggelsen af Testcenteret.



Der vandres på denne dag mellem 1 km og 20,2 km.
Her er et besøg ved Bulbjerg, Vejlerne og Besøgscenteret for Vindmøller ved Østerild oplagt. Men der kan også fristes med et besøg ved Vikingegravpladsen ved Tømmerby og måske det alternative samfund i Thylejren.


Lodbjerg
Med udgangspunkt i Lodbjerg Fyr vandres der i det vilde kystlandskab i Nationalpark Thy. Der besøges udsigtspunktet Penbjerg og den særprægede kystklint “Sorte Næse”.
Dagens ruter giver også mulighed for en tur i klitplantagen, som undervejs åbner op til flere fantastiske udsigter.



Der kan på dagen vælges mellem at vandre fra 4,8 km og op til 21,5 km.
Der er også mulighed for at besøge Nordens største landsbykirke og Danmarks mindste middelalder kirke, samt Thy Whisky og mange andre interessante steder i området.


Bøgsted Rende
Denne vandretur går blandt andet på flotte kringlede, snoede stier fra klittop til klittop afbrudt af absolut storslåede udsigter over både hav, klit og plantage i Nationalpark Thy.
Historiens vingesus mærkes i en af Thy’s allerførste plantager, hvor man møder træer, der er flere hundrede år gamle.



Afhængigt af ønskede distance kan der på denne dag vælges at vandre mellem 1,8 km og 19,3 km.
Dagen byder også på mulighed for at besøge Nationalparkcenter Thy i Vorupør og Cold Hawaii, samt masser af andre spændende steder.


Hanstholm & Vildtreservatet
Flere af dagens ruter har kig ud over vildtreservatet, hvor du, hvis du er heldig, kan se store flokke af krondyr græsse.
Det er også muligt at nyde naturen og roen midt i Hanstholm by ved bunkermuseets ruter.
Ruterne byder også på usædvanlig storslåede udsigter. Blandt andet fra udsigtspunktet på toppen af Isbjerg, det højeste punkt i Hanstholm Vildtreservat.



Dagens mulige vandreruter er på mellem 1,0 km og 21,8 km.
Sårup Udsigtsplatform og Bunkermuseum Hanstholm er to oplagte steder at besøge denne dag, blandt mange andre gode muligheder for oplevelser.


Doverodde & Ydby Hede
Den skønne, gamle Købmandsgård i Doverodde er udgangspunkt for dagens ruter.
Ruterne byder på et rigt varieret Limfjords landskab og går gennem fredede og naturbeskyttede områder så vel som frodigt landbrugsland, der lige som naturområderne skifter farver og udtryk med vejret og de skiftende årstider.
På ruterne kan man kommer man virkeligt tæt på historien med blandt andet den gamle købmandsgård, Boddum Bisgård og Oldtidshøjene.



Dagens distance er fra 2,0 km og helt op til 21,3 km
Et besøg på Statens Museum for Kunsts afdeling på Doverodde Købmandsgård er svær at komme uden om på dagen, hvor der blandt mange andre muligheder også kan besøges en trold.


Stenbjerg
Turen giver mulighed for at gå i kuperet og afvekslende skov med mange forskellige træarter, hvor man går på den ene arm af en såkaldt parabelklit.



Dagens tur er på mellem 4,4 km og 20,1 km.
Et af Thys mest maleriske steder er et must for dig at besøge på denne dag, nemlig Stenbjerg Landingsplads med de karakteristiske, hvide redskabshuse .
Også Käte Larsens hus er et besøg værd. Her kan du se historien om de kunstnere, som har opholdt sig i Stenbjerg. Området byder derudover på mange andre spændende steder.


Overstående er bare noget af alt det, du kan komme til at opleve på dit vandreophold.
Glæd dig til et fantastisk, smukt, dejligt og unikt vandreophold i vilde, vindblæste Thy.
Booking
Der vil blive åbnet for bookning af vandreophold i begyndelsen af 2023.
Ønsker du at modtage en e-mail, når det bliver muligt at booke, så kan du sende en mail hertil:
Du er også velkommen til at sende en mail, hvis du har spørgsmål til vandreopholdet.
Overnatning
Du kan overnatte lige det fantastiske sted i Thy, som du har lyst til.
Det kunne være:


i et Glampingtelt eller en charmerende Tønde lige midt i Nationalpark Thy og ved Cold Hawaii


et hyggeligt værelse mellem det brusende Vesterhav, Krik Vig og Flade sø i en lille lomme i den sydlige del af Nationalpark Thy


et ophold på eget værelse placeret mellem Thisted, Hanstholm og Fjerritslev i den nordlige del af Thy